Bestyrelsesformand i Vækstfonden og tidligere Bang & Olufsen topchef, Tue Mantoni, rejser i sin debutbog Danmark rundt for at finde ind til kernen af det komplekse samspil mellem det danske erhvervsliv og velfærdssamfund.

I bogen bliver Tue Mantoni inviteret indenfor hos nogle af Danmarks mest succesrige iværksættere og ledere for at diskutere, hvad der skal til for at få virksomheder til at opstå, trives og vokse i Danmark, samt hvordan vi holder vores særlige samfundskontrakt i live, så vi efterlader et bedre samfund til de kommende generationer.
Medvirkende er blandt andre tidligere forsknings- og uddannelsesminister Tommy Ahlers, ‘Lakridskonge’ Johan Bülow, bestyrelsesformand Jim Hagemann Snabe og forfatter Tor Nørretranders. Undervejs fortæller Tue Mantoni også om erfaringer og overvejelser fra sin egen karriere og fra de virksomheder, som han arbejder med i dag, blandt andre Joe & The Juice, Soundboks, Lakrids by Bülow og Vækstfonden.

“Vi har brug for en bred debat i samfundet, hvor vi ikke tager det velfungerende danske samfund for givet, og hvor vi kan diskutere samfundskontrakten og sørge for at den også bliver brugt til at skabe noget nyt”
Tommy Ahlers, iværksætter, tidligere uddannelses- og forskningsminister

“Når man som iværksætter kommer op i en vis størrelse, er der nogle gange brug for nogle andre kompetencer hos topdirektøren. Det skal man erkende over for sig selv og overveje, hvor man selv bidrager bedst”
Johan Bülow, stifter af Lakrids

“Faktisk burde de rigeste være dem, der er allergladest for samfundet, for det er samfundet, der har gjort det muligt for dem at blive rige”
Tor Nørretranders, forfatter

“Vores pensionssystem er en meget klar kontrakt: Den gamle generation investerer i den unge generation og dens fremtid. Den unge generation forpligter sig til gengæld til at forsørge den gamle.”
Jakob Barüel, Managing Partner ved Copenhagen Infrastructure Partners

“Vi har brug for en bred debat i samfundet, hvor vi ikke tager det velfungerende danske samfund for givet, og hvor vi kan diskutere samfundskontrakten og sørge for at den også bliver brugt til at skabe noget nyt”
Tommy Ahlers, iværksætter, tidligere uddannelses- og forskningsminister